Kan Donald Trump genskabe kulindustriens jobs?

​​Ude på Wyomings flade sletter, hvor bisonokser og præriehunde før holdt til, står en af verdens største maskiner og graver ufortrødent overfladejorden væk.

​​Det er en åben kulmine, hvor man graver sig ned oppefra, en mineform der er dominerende i det vestlige USA. Og da det er USA, skal alt være stort. Maskinen står i Black Thunder Mine, verdens største mine. Maskinen er én ud af seks, hvor de to er oppe i sværvægtsligaen.

Godt 1.000 mand opererer minen, der producerer cirka 100 millioner tons kul om året. Det skal sammenholdes med, at hele USA producerede 740 millioner tons kul i 2016. Minen klarer altså at levere 13 – 14% af USA’s kulproduktion med kun 1.000 ansatte. Det skyldes en imponerende mekanisering, der får selv det største danske entreprenørgrej til at ligne legetøj. Men det er også det centrale i det amerikanske samfundsproblem, som hele verden med valget af Donald Trump er blevet opmærksom på: Tabet af de amerikanske mine- og industriarbejdspladser. Den nyvalgte præsident har lovet at skaffe jobs tilbage, og herunder udtrykkelig jobs i kulminerne. Han har henvendt sig til sine kernevælgere i stater som West Virginia, Virginia, Kentucky og Pennsylvania, hvor beskæftigelsen ved kulminedrift engang var høj. Problemet er, at kullet udkonkurreres af billigere naturgas, og at det derudover er mere effektivt og sikrere at bryde kul i åbne miner som Black Thunder end i underjordiske minegange. Og dén proces har været i gang i årtier.

En gang var amerikansk kulminedrift lig med underjordiske minegange i West Virginia og Kentucky, hvor kulminearbejdere med pandelamper knoklede med hjælp fra muldyr og dampdrevet maskineri. Beskæftigelsen kulminerede omkring 1920 med næsten 900.000 mand. Det år var et skæbnesvangert vendepunkt på mere end én måde, da det samtidig var tidspunktet, hvor industribeskæftigelsens andel af den samlede amerikanske beskæftigelse kulminerede. Intet kunne imidlertid stoppe mekaniseringen, og antallet af jobs i kulminerne raslede ned.

Omkring 1950 var antallet af jobs nået ned på en halv million. Nedgangen var imidlertid kun startet. Samtidig med at den årlige kulproduktion steg, så forsvandt der flere og flere jobs.

Som figuren øverst på siden viser (download pdf), så er jobbene ikke forsvundet fra kulminerne, fordi der ikke længere produceres kul. Tværtimod produceres der i 2016 mere kul end i de ”gode gamle dage” i 1960’erne og 1970’erne, længe inden man havde hørt om klimaforandringer og CO2.

Når dette kunne lade sig gøre, så var det fordi, der ikke kun skete en mekanisering af indvindingen. Den flyttede geografisk, og nye kulmineområder i prærieområderne supplerede nu de gamle indvindingsområder i Appalacherne i det østlige USA. Samtidig ændrede man selve indvindingsmetoden. Hvor man tidligere opererede med indvinding i dybe minegange, så gik man over til åbne miner i det vestlige USA, og i det østlige USA supplerede man de dybe miner med åbne miner. Omkring 1970 blev produktionen i åbne miner større end i de underjordiske miner.

En mand kan på én time producere cirka 20 tons kul i minerne i det vestlige USA. Går man tilbage til 1949, så kunne en mand i de underjordiske minegange i West Virginia udvinde knap 700 kg kul.

I stedet for at bore og sprænge kullet løs i minegangene i Appalacherne, så gik man i stigende grad over til at fjerne overfladelagene og grave kullet op med såkaldt ”strip mining”. Hertil bruges en ”bucket wheel excavator”, på dansk kan man kalde det en spandkædemaskine. Dette kan naturligvis ikke lade sig gøre i et stærkt kuperet terræn, som det ofte er i de østlige staters kulområder. Derfor må man fjerne bakketoppene, eller rettere de lave bjergtoppe i området. Med en ægte amerikansk løsning, kaldet ”mountain top removal” (fjernelse af bjergtoppe), fjerner man toppen med successive sprængninger, indtil områderne er mere eller mindre jævnet og man kan nå frem til kullagene. Om muligt forsøger man at retablere området efterfølgende, men i en del tilfælde er dette ikke praktisk muligt. I stedet anbringes overfladelagene i nærliggende kløfter/dale. Hvor der før var et bjerglandskab, har man så et fladere område, som de praktiske og usentimentale amerikanere bl.a. omdanner til golfbaner. Det siger sig selv, at der er et ramaskrig fra grønne interesser. Det kan måske lyde som en ekstrem praksis og et særtilfælde, men det er det på ingen måde. Et enkelt blik på et satellitfoto på Google Maps af West Virginia vil demonstrere udbredelsen af teknikken.

Hvis vi ser helt bort fra CO2 indhold og naturinteresser, og alene betragter fænomenet ud fra en beskæftigelsesvinkel, så betyder mekaniseringen, at der stort set ikke vil være jobs i at øge den amerikanske kulproduktion. Reelt ligger den amerikanske kulproduktion i dag endnu højt, om end den har været højere i 1980 – 2015. Med en beskæftigelse i kulminerne under 50.000 mand, så vil selv en forøgelse af kulproduktionen med 60%, så man når et nyt rekordniveau, kun give yderligere 30.000 jobs. Ingenting i et land med 325 millioner indbyggere. Det forudsætter endda, at en forøgelse af produktionen vil give en tilsvarende relativ forøgelse af antal jobs, hvad man kan betvivle. Der ses her også bort fra, at en fortsat satsning på fossile brændsler på langt sigt næppe vil øge USA’s konkurrenceevne og beskæftigelsesudsigter indenfor energiteknologi.

Maskinerne har fjernet jobbene. Et godt eksempel er Black Thunder, hvor den store slæbeskovlsmaskine ikke er alene om at fjerne overfladelagene. Den har små hjælpere i form af fjernstyrede Caterpillar maskiner. Fra et kontor i behagelig afstand fra den støvede og farlige arbejdsplads styrer en medarbejder fire CAT D11T dozere på én gang. Det er næppe noget, de amerikanske arbejdere skal begræde. Risikoen for at komme til skade siddende ved en skærm på et kontor er trods alt mindre end ude i terrænet i et virvar af maskiner og kabler.

Åbningen af nye kulområder i det vestlige USA, nye metoder og avanceret maskineri har øget arbejdskraftproduktiviteten i minedriften enormt. Det fremgår af figuren for, hvor mange tons kul en arbejder i gennemsnit udvinder på et år. Figuren dækker over store forskydninger i produktionen mellem øst og vest USA og mellem underjordisk minedrift og åbne miner. Ovenstående figur (download pdf​)sammenfatter i ét billede den udfordring, man står overfor, hvis man vil genrejse industribeskæftigelsen. I realiteten kæmper man mod udviklingen, og risikerer at ende som den tapre ridder Don Quijote af Mancha i Miguel de Cervantes roman, hvor ridderen forgæves går til angreb på en vindmølle.

En maskine som Komatsu 930 hører også med til flåden af udstyr i en åben kæmpemine som Black Thunder. Under fotoet af den gigantiske dumper ses skovlen fra den kæmpemæssige slæbeskovlsmaskine.​


​​Denne artikel er skrevet af direktør for Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, og bragt i Entreprenøren april/maj 2017.​​
BOLIGØKONOMISK VIDENCENTER
JARMERS PLADS 2
1551 KØBENHAVN V
Cookies     Realdania