Konvertering af realkreditlån har været en dansk nationalsport og et stort samtaleemne ved frokostbordet i mange virksomheder. På baggrund af nogle simple tommelfingerregler i lånemarkedet og gode råd fra deres bankrådgiver har hundredtusinder af danskere i de senere år kastet sig ud i en eller flere af konverteringens tre discipliner:
- nedkonvertering til en lavere kuponrente for at reducere ydelsen
- opkonvertering til en højere kuponrente for at nedbringe restgælden på lånet
- skrå konverteringer hvor der konverteres mellem fast forrentede og variabelt forrentede lån
Ofte forløber konverteringerne som lidt af en lemminge-effekt, i store konverteringsbølger, efter at boligejerne i dagspressen har hørt cheføkonomer fra banker og realkredit udtale sig om fordelene ved låneomlægninger netop nu, ellers fordi den enkelte har oplevet, at arbejdskollegerne taler om deres egne konverteringer.
I dette foredrag introduceres et alternativ til de gældende tommelfingerregler bag konverteringer i form af en matematisk model. På baggrund af omfattende beregninger fremlægges forslag til et nyt grundlag for konverteringsrådgivning.
Foredraget tager udgangspunkt i en omfattende rapport "Realkreditrådgivning - Et studie af danskernes valg af realkreditlån og konverteringspraksis". Rapporten er udarbejdet af direktør Claus Madsen, Fine Analytics, lektor Kourosh Marjani Rasmussen fra DTU, samt professor Rolf Poulsen fra Københavns Universitet. Arbejdet med rapporten har stået på i et år og er finansieret af Boligøkonomisk Videncenter. Rapporten kan frit downloades på videncentrets hjemmeside www.bvc.dk.
Konferencen finder sted 9. november kl 17-20 i Ingeniørhuset, Kalvebod Brygge 31-33, København V.
Tilmelding foregår på IDA's hjemmeside: https://ida.dk/ArrNr/Sider/Moedetilmelding.aspx?EID=124392