Boligøkonomisk Videncenters besøg i Cambridge

 
Boligøkonomisk Videncenter besøger Cambridge Centre for Housing and Planning Research

Boligøkonomisk Videncenter besøgte den 9. marts 2010 Cambridge Centre for Housing and Planning research, CCHPR. Centret, der er en del af Cambridge University, ledes af professor ved London School of Economics Christine Whitehead, der sidder i advisory boardet for Boligøkonomisk Videncenter.

I møderne deltog fra CCHPR direktør Christine Whitehead, vicedirektør Sarah Monk, samt forskerne Alex Fenton, Alan Holmans og Anna Clarke.

Blandt de emner, der blev drøftet, var miljøet for boligøkonomisk forskning i almindelighed i UK, problemer ved at fremskrive den demografisk betingede boligefterspørgsel, strategier for at udvikle ”billige boliger” ( affordable housing) samt måling af forbrugerforventninger om boligprisernes udvikling i UK og i Danmark. Hvad angår forbrugerforventningerne, så har Boligøkonomisk Videncenter nu igennem Danmarks Statistik indsamlet data, der rækker ud over, hvad der foreligger i UK, og der er derfor god anledning til akademisk sparring og analyse om fortolkning af disse nye data.

Cambridge University er det fjerde ældste universitet i Europa, og i flere opgørelser udpeget som det førende. Det regnes blandt de 5 ledende universiteter i verden. Universitetets forskere har modtaget 87 Nobel priser igennem tiderne. CCHR er således placeret i nogle historiske og særdeles atmosfærefyldte rammer.