Ekspert: Fremtidens ældrebolig er parcelhuset
Et stigende antal ældre vil ikke være i stand til at komme af med deres bolig, og selv hvis de kunne, så er der så få ældreegnede lejligheder til en rimelig pris, at de ikke vil kunne finde et nyt sted at bo.
»Derfor må vi forberede os på en ny situation, hvor ældre i langt højere grad bliver boende i deres huse, men hvor behovet for tryghed og service bliver markant større,« forklarer Curt Liliegreen sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter hos Realdania.
»Spørgsmålet er, om de ældre måske rent faktisk ønsker at blive i den bolig og det område, de bor i i dag. Det kan sagtens være, at de ønsker det, men at der er problemer med adgang til indkøb, spørgsmål om tryghed og andre praktiske ting. Det er de ting, der skal findes en løsning på i fremtiden,« siger han.
Ifølge Curt Liliegreen er det en postgang for sent, når man i dag diskuterer design af nye ældreboliger.
Problemet er her allerede, så vi er nødt til at arbejde med det, vi har, understreger han.
»Det er for sent at begynde at bygge nye ældreboliger. Problemet er her allerede. Fremtidens ældrebolig er parcelhuset,« siger Curt Liliegreen.
På grund af de mange stavnsbundne ældre forudser sekretariatschefen en renæssance og ikke mindst professionalisering af hjemmeserviceordningen, hvor ældre får hjælp til daglige gøremål.
»Lige nu er ting som ombygning, havehold og hjælp til indkøb overladt til sort arbejde. I og med at behovet vil blive større, vil vi måske se en professionalisering af det marked med flere tilbud,« siger han.
Pdf version