Forskere skal kortlægge boligmarked
03. feb. 2010 07.04 Penge Opdat.: 03. feb. 2010 08.46
Skrevet af Kristoffer Pinholt
Hver eneste dag er de der: Blogs, analyser, artikler og ugebreve, som forudser, hvordan det vil gå boligmarkedet i morgen, i overmorgen og i løbet af det næste år. Boligprognoser, der den ene dag siger det ene og den næste dag noget andet.
Det er senest blevet dokumenteret af Boligkøkonomisk Videnscenter, at kortsigtede prognoser over boligprisernes udvikling i bedste fald er det rene gætværk. Videnscentret hører under Realdania og vil nu lave en analyse af boligmarkedet med et langt længere perspektiv. Det vil med egne ord "kvalificere boligdebatten."
- Boligmarkedet og boligøkonomi er vigtigt, fordi vores største velfærdsgode herhjemme er vores bolig. Også vores livskvalitet hænger snævert sammen med, hvor vi bor, siger Curt Liliegreen, sekretariatschef hos Boligøkonomisk Videnscenter.
Forskere skal undersøge fremtidige boligbehov
Nu er det så op til to forskere at finde ud af, hvor mange boliger, og hvilke typer af boliger vi vil efterspørge de næste fyrre år. Og så handler det ikke længere om økonomiske konkjunkturer, bobler der brister, rentens udvikling og markedets øjeblikkelige stemning. Det handler om at finde ud af, hvor mange mennesker, der bor i Danmark til den tid, og hvilke boliger de vil efterspørge.
- Vi forventer, at vi bliver flere og flere i Danmark. Desuden vil der blive flere ældre og færre store husstande, fortæller Peter Stephensen, der er en af de to forskere, som skal løfte opgaven.
Det handler altså ikke kun om at finde ud af, hvor mange vi bliver, men også hvem vi bliver, for chefen vil jo have en anden bolig end kassedamen, og vil der blive flere chefer eller flere kassedamer? Vil der med andre ord ske forskydninger mellem samfundets sociale klasser?
Kan ikke forhindre ny boligkrise
Og det stopper ikke her. For Peter Stephensen skal også finde ud af, hvornår vi bliver, hvad vi bliver. For chefen køber næppe en ejerbolig, før han afslutter studierne og får sig sit chefjob. Det er altså en kompleks, som tager højde for flere variabler end før set.
Og projektet vil være i stand til at analysere eksempelvis hvilke områder i Danmark, som står til at blive affolket, hvilket fører til faldende efterspørgsel på boligerne og dermed også faldende priser.
- Vi vil kunne forudsige, om nogle områder risikerer at blive affolket, siger Peter Stephensen.
Til gengæld vil forskningen ikke kunne forhindre en ny boligkrise, som vi har oplevet de seneste år.
Link