Gode råd til boligejere med tab

 
Curt Liliegreen, sekretariatschef i Realdanias Videnscenter:

1. Angående forbedringsarbejde – koncentrer dig om nødvendige forbedringer og reparationer som tag, undertag, vinduer samt forbedring af isolering. Pas på med de meget kostbare udskiftninger af køkkener og badeværelser, hvor personlig smag spiller ind, og hvor man langt fra kan være sikker på, at andre deler ens smag. Man risikerer, at man ikke forhøjer boligens salgsværdi ret meget i forhold til investeringsudgiften.

2. Boligpriserne er ifølge mange boligøkonomer overvurderede med 10 pct. – måske endda mere. Men det er ikke sikkert, at tilpasningen vil ske i form af et direkte prisfald. Der kan også ske en gradvis tilpasning ved, at boligen stiger mindre i pris om året end den almindelige inflationstakt. Dvs. at boligpriserne f.eks. er helt uændrede, mens inflationen er 3 pct. om året. Det svarer realt til et boligprisfald (bemærk ordet er realt og ikke reelt) på 3 pct. om året og på den måde kan tilpasningen finde sted i løbet af nogle år, uden at priserne direkte falder. Kan boligejerne blot holde længe nok ud, kan de altså ride stormen af på denne vis, og måske kan der ligefrem komme små prisstigninger undervejs.

3. Der er udsigt til rentestigninger, og det vil for en del boligejere betyde, at de kan konvertere op fra en lav rente til en høj rente og derigennem reducere restgælden. Det forudsætter dog større rentestigninger.

Pdf version