Samarbejde med D.R.E.A.M. institutionen
Boligøkonomisk Videncenter har indledt et samarbejde med den uafhængige institution D.R.E.A.M. DREAM står for Danish Rational Economic Agent Model. DREAM institutionen har til formål at udvikle analyseredskaber til strukturpolitik. Institutionen finansieres hovedsageligt ved bidrag fra Finansministeriet og Økonomi – og Erhvervsministeriet, men har også en mindre selvstændig finanslovsbevilling. Institutionen udfører også brugerbetalte opgaver.
Institutionens hovedformål er at udvikle den dynamiske generelle ligevægtsmodel DREAM. Institutionen vedligeholder 4 egentlige modeller i det samlede DREAM-system. Dette system tæller udover den økonomiske model DREAM også en model til befolkningsfremskrivninger, en uddannelsesmodel og et befolkningsregnskab. Hertil kommer den såkaldte livsforløbsmodel, der kører selvstændigt.
DREAM-systemet anvendes til langsigtede strukturanalyser af den danske økonomi og til konsekvensberegninger af økonomisk- politiske tiltag.
DREAM ledes af forskningschef Peter Stephensen. DREAM har en bestyrelse, hvis medlemmer udpeges af Danmarks Nationalbank, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Økonomisk Institut på Københavns og Aarhus universitet. Formand er for tiden dekan Troels Østergaard Sørensen fra Københavns Universitet.
Boligøkonomisk Videncenters samarbejde med DREAM vil i første ombæring omhandle en langsigtet fremskrivning af det danske boligmarked, hvor der ikke mindst drages fordel af DREAMsystemets demografiske model.