Nyhedsbrev 29

Udgivet: 22.10.2018

Digitale platformstjenester på boligmarkedet, realistiske forstadsdrømme og studie af segregering i Danmark. Boligøkonomisk Videncenter er klar med sit 29. nyhedsbrev.

I dette nyhedsbrev kan man læse om onlinetjenesten Airbnb, som er en aktør i vokseværk på det danske boligmarked. Airbnb er især et udbredt fænomen i København, hvor de mange udlejninger af værelser og hele boliger er med til at presse boligpriserne i vejret. En politisk aftale har forsøgt at begrænse antallet af dage, hvor man kan udleje, men vil det være nok til at bremse Airbnb i Danmark? Læs mere på side 2 og på side 17-21.

Læs også, hvad de stigende boligpriser betyder for danskernes købekraft på boligmarkedet. Beregninger fra Boligøkonomisk Videncenter viser, at det alligevel ikke er blevet sværere at få råd til hus i de danske forstadsområder. Se mere om det på side 3-6.

Hvilke forventninger har danskerne til boligpriserne i fremtiden? Læs om Boligøkonomisk Videncenters seneste undersøgelse af danskernes forventninger på side 7-8.

En ny rapport fra Boligøkonomisk Videncenter kaster lys over den historiske udvikling i de danske ejendomspriser, men præsenterer også nye sammenhængende lange tidsserier med ejendomsdata. Læs mere på side 9-12.

Læs også om det seneste nye projekt, som Boligøkonomisk Videncenter i samarbejde med DREAM har iværksat. Projektet er et studie af segregering i Danmark, hvilket man kan læse om på side 13-16.